Det er blevet tid til at kigge nærmere på skjorter, og den stil, som du signalerer med dit skjortevalg. Der er nemlig enorme forskelle blandt de enkelte typer af skjorter, både hvad angår materialer, mønstre, farver, kontraster og en masse andet spændende, som vi kigger nærmere på i denne guide.
Traditionelt set var skjorten meget anderledes i sin stilart, end de alternativer vi ser i dag. Skjorten er også blevet mere udbredt og nært sagt hver mands eje. I gamle dage var det oftere kontoransatte, direktører og generelt personer i relativt høje stillinger, som gik i skjorte til hverdag.
Denne relativt konservative tradition har i løbet af årene udviklet sig til en helt anden trend. Skjorten er blevet er modesymbol, og firmaer verden over producerer og forhandler skjorter i massevis hver eneste dag.
Denne udvikling i moden, efterspørgslen og markedet – kombineret med tøjdesigneres uendelige kreativitet – har imidlertid skabt et virvar af forskellige skjortetyper. Det kan være svært at finde hoved og hale i alle mulighederne, og derfor giver jeg dig herunder en række guidelines og tommelfingerregler, som du kan bruge i dit valg af skjorte.
Skjortens rette pasform
Ligesom med alt andet tøj er pasformen på skjorter ekstrem vigtig. Pasformen er med til at definere din stil og dit visuelle udtryk, hvilket absolut ikke må undervurderes.
Verdens flotteste skjorte kan hurtigt komme til at ligne verdens grimmeste, hvis den sidder på den forkerte krop – og omvendt. Der er selvfølgelig mange detaljer og features, som spiller ind i det fuldendte og perfekte look, når du bærer en skjorte – men vi kommer ikke uden om, at hvis skjortens pasform er elendig, så falder det hele til jorden.
Jeg vil i øvrigt lige skynde mig at understrege, at der naturligvis ikke er regler for disse valg. Det er absolut individuelle meninger og holdninger, der definerer folks skjortevalg – herunder også pasformen.
Hvad der er perfekt for mig, kan være håbløst for dig og omvendt. Brug derfor nedenstående informationer som en slags hjælpemiddel og vælg derefter selv din foretrukne pasform.
Klassisk pasform
Den helt klassiske og traditionelle pasform for skjorter er relativ stor og rummelig. Skjortens nederste del hænger godt ud over buksekanten, og der er rigeligt med plads ved armhulen, brystkassen og ved armene.
Den klassiske pasform er ikke særlig udbredt blandt unge i dag, og den bæres mest af ældre herre – sådan helt generelt sagt. Dermed ikke sagt, at yngre mænd ikke sagtens kan bære denne type skjorte, hvis vedkommende foretrækker komfort frem for det nyeste skrig i modeverdenen.
Tætsiddende pasform
Slim-fit er det helt store buzzword i modebranchen. Bukser skal være slim-fit, jakker skal være slim-fit, og søreme så om ikke også skjorter skal være slim-fit. Personligt synes jeg også, at en tætsiddende skjorte ser vildt cool ud; hvis personen kan bære det.
Hele slim-fit-outfittet og successen af dette står og falder nemlig med, om din krop rent faktisk kan holde til en slim-fit skjorte. Der er ikke noget værre end en person med lidt for bredde skuldre eller lidt for meget polstring på brystkassen eller maven, som forsøger at klemme sig ind i en ekstremt tætsiddende skjorte.
Det bliver bare for ambitiøst, hvis du spørger mig – og vedkommende burde i stedet erkende sig sin figur, stå ved den og være stolt over den, og så vælge en skjorte med en passende pasform. Det kommer til at se 100 gange bedre ud og udstråler, at du har styr på tingene og klæder dig passende.
Den moderne pasform
Midt imellem den tætsiddende pasform og den meget løse og traditionelle af slagsen finder vi den såkaldte moderne pasform. Titlen er en kende flyvsk, men det er nu engang sådan denne pasform beskrives – også i landet som elsker de mere konservative skjorter, USA.
Denne pasform er en god blanding af de to ovenstående, og sørger for at give dig en afslappet men samtidig professionelt-udseende stil. Derudover, og måske ikke mindst, sikrer den moderne pasform, at du også kan holde ud at have skjorten på. Der er nemlig også godt med plads ved brystkassen, armhulerne og ved armene.
Skjortens front
Dette punkt er relativt kort, men stadig ganske vigtigt. Fronten på skjorten er traditionelt set og typisk rimelig ligetil og fri for alverdens sjove detaljer. Der er en stolpelukning ned langs knapperne, en enkelt brystlomme og ellers ikke meget andet.
Ikke desto mindre er der kommet flere og flere mærkværdige detaljer på skjortefronten i de senere år – i hvert fald, hvis du kigger på de mere moderne og alternative slags. Jeg vil dog kraftigt anbefale dig at holde dig til en enkel, stilren og minimalistisk skjortefront, medmindre skjorten skal bruges til praktiske opgaver.
To brystlommer ser eksempelvis ganske fjollet ud, hvis du spørger mig – men de kan være enormt praktiske i visse arbejdsopgaver og bør selvfølgelig også anerkendes for dette. Undgå dem blot, hvis der er tale om almindelig hverdagsbrug eller til mere vigtige lejligheder.
Kraven spiller en vigtig rolle
Kraven er et de mest vigtige karaktertræk, som skiller skidt fra kanel, når vi taler skjorter og stil. Hvis du ved bare lidt om skjorter allerede nu, er du også bekendt med det store udvalg af forskellige kraver. Og hver krave passer næsten til hver sin begivenhed eller stilart.
Herunder gennemgår vi et par stykker af de mest gængse kravetyper, så du er bedre klædt på til dette valg, når du skal finde din næste skjorte.
Spread Den mest populære og moderne krave af den såkaldte spreadkrave. Som navnet antyder, er der tale om en krave, som spreder sig en anelse mere end den klassiske krave. Det er selve vinklen på kraven og kravespidserne, som skaber adspredelsen. En spreadkrave passer perfekt til både afslappede og mere klassiske skjorter.
Button-down En anden populær kravetype, som især har vundet indpas i løbet af de senere par år, er button-down-kraven. Ved denne krave fæstnes kravespidserne til selve skjortens front med en eller flere knapper. Det er ikke så ofte, man ser denne kravetype kombineret med slips eller butterfly, men det kan da lade sig gøre, og du kan som regel også sagtens slippe af sted med det.
Klassisk Den klassiske krave er nærmest et must-have i enhver mands klædeskab. Kravespidserne peger mere nedad end ved spread-kraven, men efterlader stadig en passende stor åbning til, at du kan bære et slips eller en butterfly.
Hvis du har andre spørgsmål til skjorter, skal du bare skrive en kommentar.